Kategorier:
Sådan bliver du tryg i kærlighed.
Vores tilknytningsmønster er en af de mest udbredte snubletråde i forhold til at indgå et stabilt kærlighedsforhold.
Hvis du oplever, at du har haft mange, men kortvarige forhold, så kan det skyldes et utrygt tilknytningsmønster.
Og det kan du heldigvis gøre noget ved.
Af sexolog Steen Blendstrup, www.flirtmedlivet.dk
Det kan ikke købes på flaske.
Du kan ikke bede en ny partner om at fikse det for dig. Dit tilknytningsmønster er dit, og du har det med dig fra din barndom. Det betyder heldigvis også, at det er 100 % op til dig selv at lave om på det. Og det kan du.
Kort forklaret er vores tilknytningsmønstre hjernens tilpasning til det miljø, den møder fra vores helt spæde barndom. Er vi blevet mødt af kærlige forældre, der har forstået vores signaler og dækket vores behov, så tilpasser vores hjerne sig det miljø og stoler på og forventer at blive mødt med kærlighed.
Samtidig lærer vi i den proces også at skelne egne behov og egne følelser fra andres. Det gør os til stærke, selvstændige individer, der kan lukke andre ind, som møder os med kærlighed, men også sætte grænser op, når det er sundest for os.
Det kaldes tryg tilknytning og passer på godt halvdelen af befolkningen.
Når du ikke er tryg
Når lidt under halvdelen af os udvikler et utrygt tilknytningsmønster, skyldes det ikke, at vores forældre ikke var kærlige og elskede os. På deres måde. De var bare ikke tilstrækkeligt gode til at imødekomme barnets behov, fordi de på grund af egne mønstre ikke kunne sætte en sund grænse mellem egne og andres behov. Som ganske små tilpassede vi – altså vores hjerne – os til dette. Det kan resultere i et af to utrygge tilknytningsmønstre.
Vi kan lære at nære en grundlæggende mistillid til andre mennesker, som gør, at vi har svært ved at lukke andre ind. Vi forventer at blive svigtet (og vores adfærd sikrer, at det bliver vi). Det kaldes en utryg afvisende tilknytning.
Alternativt tilpasser vi os vores forældres forventninger. Vi bliver enormt gode til at aflæse andres signaler og tilpasse os deres behov. Vi forsøger ofte at please andre af frygt for, at de bliver vrede, skuffede og – i kærlighedsrelationer – holder op med at elske os. Det fører ofte til drama. Det er den utrygt ambivalente tilknytning.
Endelig har en mindre gruppe oplevet så kaotisk en barndom, at de udvikler en desorganiseret tilknytning. Det er børn opvokset med vold, misbrug og psykisk sygdom, og disse mønstre gentager sig desværre ofte.
Vi kan godt indeholde elementer af flere tilknytningsmønster. Men tænk først og fremmest på en situation, hvor du er under stort pres. Når vi føler os i fare, slår hjernen sin kognitive overbygning fra og tænker ren overlevelse. Vi vil undgå smerten. Her træder dit mønster frem i fuldt flor. Det kan være i forbindelse med et skænderi eller afslutningen på et forhold eller for den sags skyld i en anden stresssituation.
Tid til forandring
Når du har erkendt dit eget mønster, så vil jeg henlede opmærksomheden på min indledende observation: Det kan du heldigvis gøre noget ved.
Selv om vores hjerne ikke længere er så plastisk som i barndommen, så kan vi stadig arbejde med den. Vi er ikke længere børn, der er afhængige af vores forældres kærlighed, men voksne, der kan vise os selv kærlighed og medfølelse. Dermed kan vi også ændre vores egne tilknytningsmønstre og opnå tillært tryg tilknytning.
Vejen går via en sund mentalisering, hvor vi lærer at justere vores egne følelser. Det hænger blandt andet sammen med en erkendelse af, at jeg er ikke dig, og du er ikke mig.
Det vil sige, at det er okay at blive ked af det, fordi du kan trøste dig selv. Du er ikke afhængig af et andet menneskes trøst. Du behøver heller ikke at opføre dig på en bestemt måde for at opnå trøst fra en anden (at du manipulerer eller pleaser den anden). Det betyder samtidig, at du kan lukke andre ind, fordi du ved, at du kan trøste dig selv, hvis du bliver såret. Det er en sund grænsesætning.
Bliver vi imidlertid først kapret af vores frygt, mister vi evnen til at tænke på denne måde. Adskillige forsøg (inkl. hjernescanninger) viser, at mindfulness (mindful meditation) styrker vores evne til at modstå stress og forblive bevidste om vores tanker og handlinger (se faktaboks).
Modstand og medfølelse
De utrygge tilknytningsmønstre er som nævnt forsvarsmekanismer. Når vi udfordrer disse indlejrede mønstre, vil det vække modstand. Det gælder, uanset om vi begynder at meditere eller begynder at gå i terapi. Et godt terapeutisk råd er derfor altid at gå derhen, hvor der er størst modstand. Modstanden skjuler vores blind spots, vores sårbarheder eller, som vi nok i første omgang opfatter det, vores fejl.
Redskabet i mindfulness (og for den sags skyld terapien) er at vise medfølelse, at være ikke-dømmende. Vi er som regel langt hårdere ved os selv end ved andre. En udfordring ved at give slip på dette fordrejede selvbillede er, at vi derved også må se i øjnene, at de problemer, vi har oplever livet igennem, i høj grad er selvskabte.
Det skal vi ikke dømme os selv for, men tilgive os selv for og vise medfølelse: indtil i dag har du handlet som et såret barn. I dag er du voksen og tager ansvaret for dig selv.
Det er farligt, ja. Vi kommer med garanti også til at slå os. Vi kan også slå os på kærligheden. Men med ansvar følger indflydelse. Uanset, hvad der er gået forud, får vi nu indflydelse på vores eget liv. Vi kan ikke lave om på, at vi har spildt vores tid på at følge mønstre, der ikke gjorde os lykkelige. Vi kan til gengæld fremover handle på en måde, der gør os lykkelige.
Prioritering af din mentale sundhed
Det understøtter vi så løbende og vedholdende ved at restituere os selv i meditationen.
At bruge tid på meditation og mindfulness adskiller sig i princippet ikke fra den tid, vi bruger på at holde os selv fysisk i form. I begge tilfælde handler det om prioritering af egen sundhed.
Når det drejer sig om menneskelige relationer, herunder kærlighedsrelationer, hjælper en smal talje eller smukke biceps bare ikke. Det gør det derimod at være i stand til at møde en partner i øjenhøjde og uden skjulte dagsordener.
Vil du starte i det små, kan du prøve at optræde som dit eget ”reklamebureau” og indlede en kampagne for at påvirke dig til den ønskede adfærd. En del af den utrygge tankegang er nemlig, at vi ikke har lært, at vi i os selv er værd at elske. Vi har lært, at vi skal gøre os fortjent til kærlighed. De fleste af os kender ”den indre kritiker” – den stemmer, der fortæller os, at vi ikke er gode nok, dygtige nok eller netop elskelige nok. Det er en klassisk modstand mod forandring.
Vores chef skal nok fortælle os, hvis vi ikke udfører opgaven til strækkelig godt. Det er ikke vores opgave at tænke forud og sætte os i andres sted for at kritisere vores egen indsats. Vi gør det så godt, vi kan. Netop når vi er overbeviste om, at vi er kompetente, yder vi den bedste præstation. Således også i kærligheden.
Vores egen reklamekampagne er at fortælle os selv, at vi er gode nok, dygtige nok og elskelige nok. Udfordringen ligger i at se os selv i øjnene i spejlet og gøre det. Tre gange dagligt og i tre uger.
”Sloganet” kan være tre ting, vi gerne vil høre fra en kæreste, tre ting, vi gerne ville have hørt (eller hørt mere) fra vores forældre, eller det omvendte af tre negative ting, vi ofte kommer til at sige til os selv (”Jeg er jo ikke smuk, dejlig, klog, spændende”).
Spejløvelsen kræver, at vi sætter os selv in loco parentis – at vi ser os selv med kærlige forældreøjne, når vi siger dem. Det nytter ikke noget bare at lire remsen af. Når vi lægger følelser
Terapi som spejl
Er vi vokset op med en utryg tilknytning er udfordringen i høj grad, at vi ikke kan se os selv udefra. At vi ikke har lært at regulere vores følelser (med andet end de selvbeskyttelsesstrategier, som netop viser sig ikke at fungere nu). Derfor har vi især med en utryg tilknytning glæde af terapeuten som spejl.
Ligesom vi som børn spejler os i vores forældre/omsorgspersoner, kan vi i terapien spejle os i terapeuten, som netop er en anden og ikke vores eget spejlbillede (som jo er præget af den utrygge tilknytning).
Terapeutens rolle kan også godt beskrives som in loco parentis. Men i modsætning til den omsorgsperson, vi kendte som børn, skal terapeuten ikke have sine behov dækket. Det er en professionel relation. Dermed bliver der plads til klienten og klientens følelser – plads til at blive set, hørt og følt. Det gælder også ”svære” følelser som sorg, aggressivitet, frustration. Følelser, som engang ikke blev rummet.
Dermed kan relationen til terapeuten have en helende funktion. Også selv om den kan indeholde en del bølgegang og frustration. Men netop relationen med terapeuten kan lære os at regulere os selv og finde tilbage til et godt og trygt sted at være.
Se det, som er
Kombinationen af et terapeutisk forløb, af de positive affirmationer i spejlet og mindfulness-øvelsernes styrkelse af evnen til at være i nuet og ikke lade sig kapre af fortidens mønstre, styrker vores evne til at se tingene, som de er. Vi befrier os selv fra at hænge fast i fortiden og dermed den utrygge tilknytning.
Du begynder at se både dig selv og andre som dem, vi er. Det er vejen ind i sunde relationer, der er til glæde for både dig og din partner. Hvis du er i et forhold, følger han eller hun forhåbentlig med på din rejse. Er du single, vil du hurtigt føle, om du bliver mødt i øjenhøjde og uden fordømmelse af en ny partner.
Føler du dig afvist af din partner, fordi vedkommende ikke vil lukke dig ind, så behøver du ikke blive i forholdet. Føler du dig trukket ind i et drama, hvor du skal imødekomme din partners behov for at blive mødt, så behøver du ikke blive i forholdet. Du kan jo sagtens dække dine egne behov for kærlighed.
At hvile i sig selv
Uden at der nødvendigvis ligger en dybere analyse bag, så er jeg overbevist om, at det i høj grad er netop dette, der ligger bag datingprofilernes ønske om en partner, der ”hviler i sig selv”. Ingen af os ønsker at være på overarbejde for at stille en ny partner tilfreds. Det er imidlertid let at ”se splinten i din broders øje”, mens vi har svært ved at se vores egne udfordringer.
Det er også det, vi kan afdække, når vi ser os selv i spejlet, og når vi ser på os selv med medfølelse i mindfulness Og så er det op til os selv at få styr på vores mønstre.
Det er karakteristisk, at trygt tilknyttede mennesker sjældent finder sammen med utrygt tilknyttede. Fordi de ikke vil finde sig i at blive lukket ude, og fordi de ikke kan holde ud at blive draget ind i et følelsesmæssigt drama, hvor de dybest set er stand-ins for forældrene i en konflikt, der fandt sted for årtier siden.
Det gælder altså også dig som tillært trygt tilknyttet.
Hold dig opdateret